Speakers Masterclass – Præsentationer der lyder som dig

kr. 7.500,00 ekskl. moms

To dage, 9.-10. november 2026 i Ballerup, hvor du bygger din egen præsentation om, står på gulvet tre gange med film og personlig feedback fra to undervisere – og går hjem med en præsentation, der lyder som dig. Maks 8 deltagere. 7.500 kr. ekskl. moms inkl. frokost.

Beskrivelse

De fleste præsentationer holdes af dygtige mennesker, der lyder som en anden. De har set, hvordan andre gør det, og prøver at kopiere det. Resultatet er en præsentation, der er korrekt, men ikke overbevisende. Denne masterclass i præsentationsteknik gør det modsatte: Vi finder det, der allerede virker i din egen måde at tale og være på, og skruer op for det – i indhold, struktur, slides, stemme, krop og nærvær.

Hvem er masterclassen i præsentationsteknik for?

Selvstændige, konsulenter, ledere og fagpersoner, der præsenterer som en del af deres arbejde – kundemøder, fremlæggelser for bestyrelse eller ledelse, salgspræsentationer, interne oplæg, webinarer og foredrag. Du behøver ikke holde foredrag i gængs forstand. Du står med en PowerPoint foran en gruppe, der skal forstå, beslutte eller købe noget, og du vil have, at det virker bedre. Du kommer med en konkret præsentation og går hjem med en færdig, personlig version.

Det får du med hjem

  • En færdig præsentation bygget på ét kernebudskab og tre bærende pointer, tilpasset dem der sidder i lokalet.
  • Slides, der støtter budskabet i stedet for at stjæle det – hvad der skal på, hvad der skal af, og hvordan du taler til dine slides uden at læse op af dem.
  • Tre gange på gulvet over to dage. Alt filmes, og hver gang får du personlig feedback fra begge undervisere.
  • Optagelse af dig selv før og efter.
  • Præsentationsteknik til stemme, krop, tempo og nærvær, der passer til din type – introverte og ekstroverte får forskellige værktøjer.
  • En plan for de næste 30 dage og 30 minutters online opfølgning efter en måned.

Sådan foregår de to dage

Dag 1 handler om indhold, budskab og slides: hvem sidder i lokalet, hvad beslutter de ud fra, og hvordan bygger du din præsentation, så den rammer dem. Dag 2 handler om udtryk og gennemslag: stemme, krop, placering i rummet og generalprøve for hele holdet. Mandag den 9. og tirsdag den 10. november 2026, begge dage kl. 9-16 med frokost, i Værdiskabers lokaler på Energivej 30 i Ballerup.

Præsentationsteknik med maks 8 deltagere

Vi kan give personlig feedback til otte mennesker. Ikke til tredive. Derfor er der otte pladser på hvert hold, og tilmeldingen er bindende – du betaler ved tilmelding, og så er pladsen din. Prisen er 7.500 kr. ekskl. moms inklusive frokost begge dage. Første hold afholdes mandag den 9. og tirsdag den 10. november 2026, kl. 9-16 begge dage.

Underviserne er Flemming Eiberg, der holdt sit første foredrag som 23-årig for 2.500 mennesker og har arbejdet med købs- og salgspsykologi i over 30 år, og Anders Bircow, der har været en af Danmarks førende entertainere i mere end 40 år og ved, hvordan man holder et rum. Anders tager udtrykket – timing, stemme, krop og nærvær – og Flemming tager indholdet og budskabet. Vil du læse mere om, hvordan din målgruppe træffer beslutninger, så se vaerdiskaber.dk. Baggrund om, hvorfor færre ord på slides virker bedre, finder du hos Harvard Business Review.